Uddannelsesmesse i Rønde
Torsdag d. 25. november kl. 17.00-19.00 kan du møde alle uddannelserne på Viden Djurs, når der er uddannelsesmesse i Rønde Idrætscenter. Her kan du gå på opdagelse i de mange muligheder og finde viden og inspiration til din fremtidige uddannelse og karriere.
Til messen i Rønde Idrætscenter deltager en række forskellige skoler og virksomheder, der sammen kan hjælpe dig på vej mod at blive afklaret omkring dit valg af ungdomsuddannelse. Studievejledere, undervisere og elever fra Viden Djurs står alle klar til at fortælle dig mere om mulighederne og hverdagen hos os.
Bliv klogere på dine muligheder
Overvejer du at tage 10. klasse, kan du til messen møde 10KCD og EUD10 og høre mere om, hvad du får ud af et år i 10. klasse, mens du hos VID Gymnasier kan blive klogere på de mange forskellige studieretninger på HHX og HTX.
Hos VID Erhvervsuddannelser kan du få en snak om dine muligheder for at tage en praktisk uddannelse inden for det fag, du brænder for, mens Kalø Økologisk Landbrugsskole og 3D College står klar til at give dig indblik i deres unikke uddannelses- og collegetilbud. Har kan du blandt andet høre om det at være en del af et campusmiljø, hvor du bor side om side med andre elever.
Nu også businessuddannelser i Rønde
Som noget helt nyt kan du fra sommeren 2022 også tage en af vores businessuddannelser i Rønde, når uddannelserne rykker fra deres nuværende lokation på Kalø og ind på Skrejrupvej 9B i Rønde – samme adresse som HHX i Rønde. Her bliver de en del af et fedt studiemiljø, hvor de merkantile uddannelser er omdrejningspunktet.
Kig forbi uddannelsesmessen og gå på opdagelse i de mange uddannelser. Vi glæder os til at se dig.